Tekst: Ditlev Fejerskov
Foto: Sissel Abel
Dato: 27. juli 2026
Medie: ELLE - August 26
Efter 14 år i techbranchen begyndte Dorte Caroline Knudsen at stille sig selv et spørgsmål: Kunne hun bruge sine kompetencer til noget, der gjorde en større forskel i verden? Svaret fandt hun i FN’s verdensmål og i et problem, hun ikke kunne ignorere: vold og chikane mod kvinder. I dag står hun bag all u me, en teknologisk platform, der inkorporeres i smykker og forbinder mennesker med andre mennesker, som føler sig utrygge. Men ambitionen rækker længere – for Knudsen handler det i sidste ende om at skabe en kulturforandring, der kan forebygge og stoppe chikane og vold mod naturligvis piger og kvinder - men reelt set alle udsatte.
Da jeg fyldte 40, mærkede jeg et behov for, at der skulle ske noget nyt i mit arbejdsliv. Jeg var glad for mit arbejde, men jeg kunne også mærke, at jeg havde lyst til at bruge mine evner på noget andet. Noget, der føltes mere meningsfuldt. I den proces tog jeg med en veninde til et iværksætterarrangement. På et tidspunkt sagde oplægsholderen: Hvis I mangler et problem at løse, kan I jo kigge i verdensmålene. Så det gjorde jeg. Jeg printede hele rapporten ud og tog den med i sommerhus.
Jeg sad med oversigten over de 17 verdensmål og alle delmålene og begyndte at sætte cirkler omkring det, der interesserede mig. Der var masser af vigtige emner. Klima. Fiskeri. Byudvikling. Energi. Men da jeg var færdig, var der ét område, der havde fået markant flest cirkler. Ligestilling. Og særligt vold og chikane mod kvinder. Jeg kunne mærke, at det gjorde mig vred. Ikke fordi det udsprang af en personlig erfaring. Men jo mere jeg læste, desto mere gik det op for mig, hvor omfattende problemet er. Og hvor stor betydning det har for kvinders mulighed for at leve fuldt ud. For mig blev det ret enkelt: Hvis mennesker ikke kan færdes trygt, hvis de ikke tør fylde, tage plads eller handle efter egen vilje, så bliver det svært at løse en masse andre problemer også. Og så kommer der aldrig reel ligestilling hverken mellem køn, racer, seksualitet etc.
Jeg begyndte at undersøge, hvilke løsninger der allerede fandtes. Den ene plastikdims efter den anden dukkede op. Alarmer, nøgleringe, halssnore med store røde knapper og forskellige former for selvforsvarsprodukter. Jeg tænkte hurtigt, at hvis de løsninger virkelig virkede, så ville langt flere mennesker bruge dem. Men det gjorde de ikke. Det slog mig også, at de fleste af produkterne lagde ansvaret hos den person, der følte sig udsat. Det er dig, der skal trykke på knappen. Dig, der skal sige fra. Dig, der skal finde en udvej. Men hvorfor ligger ansvaret altid hos den person, der føler sig udsat? Det var egentlig dér, idéen til all u me begyndte.
Jeg tænkte, at vi måtte hjælpe den udsatte langt tidligere, før situationen udvikler sig. Samtidig stod det klart for mig, at løsningen skulle være noget, folk faktisk havde lyst til at bruge. Hvis det ikke er smukt, går vi ikke med det. Så enkelt er det. De fleste, som får stukket en eller anden sikkerhedsdims i hånden af velmenende forældre eller kærester, ender med at lade den ligge i bunden af tasken uden strøm – og så hjælper den jo ikke nogen. Derfor ville jeg kombinere teknologi og smykker.
All u me er først og fremmest en teknologi, der kan inkorporeres i smykker. Lige nu designer vi vores egne smykker, men fra starten af har ambitionen været at samarbejde med alverdens smykke- eller modebrands, som kvinder allerede går med. Smykket ligner et almindeligt smykke, men indeholder en teknologi, som er koblet til telefonen. Hvis man føler sig utryg, trykker man tre gange på stenen. Så sender telefonen et signal ud til de mennesker, der befinder sig tættest på, og som også har downloadet appen. Inspirationen kom blandt andet fra Hjerteløber. Hvorfor skal hjælpen komme fra en veninde eller et familiemedlem 20 kilometer væk, når der måske står fem mennesker lige rundt om hjørnet, som gerne vil hjælpe? Når alarmen aktiveres, får de nærmeste personer en besked om, at nogen har brug for hjælp og kan vælge at reagere. Det er frivilligt.
Situationerne kan være alt muligt: fyren i baren, der ikke vil lade hende gå, uønsket berøring eller upassende kommentarer ved busstoppestedet. Når jeg taler med kvinder, er det sjældent de dramatiske historier, der fylder mest. Det er alle de små ting. Skal jeg tage den her vej hjem? Skal jeg tage en anden jakke på? Skal jeg sige noget? Skal jeg lade være? Mange bruger enormt meget energi på at undgå situationer, der potentielt kan blive ubehagelige. Det er den energi, jeg gerne vil give tilbage. Jeg ønsker, at folk skal kunne gøre det, de har lyst til. Løbe den tur om aftenen. Tage taxaen helt hjem. Gå til koncert. Tage alene i byen. Gå i det tøj, de har lyst til. Ikke fordi verden er blevet perfekt, men fordi hjælpen er tættere på.
Det gik ret hurtigt op for mig, at teknologien kun er den ene halvdel af løsningen. For selv hvis mennesker gerne vil hjælpe, er det ikke altid, de gør det. Eller ved, hvordan de skal gøre det. Vi har det, man kalder bystander-effekten. Hvis ingen andre reagerer, reagerer vi ofte heller ikke selv. Mange tror også, at de skal gå direkte ind i en konflikt, skælde ud eller risikere en fysisk konfrontation for at hjælpe. Men sådan behøver det ikke være. Tværtimod. Der findes en række enkle metoder til at intervenere sikkert. De fem D’er, kaldes de. Man kan aflede. Skabe en distraktion. Hente hjælp. Gå hen sammen med andre. Eller bare bryde situationen ved at starte en samtale: "Ej gud, hvor længe siden! Hvordan går det?" eller: "Ved du, hvor metroen ligger?" Hvis ingen kan hjælpe den, der trykker på knappen, udfører systemet automatisk et opkald, hvor man hører min stemme sige: "Hej, har du tid til at tale sammen?" Det hjælper i omkring 80 procent af situationerne, når man får muligheden for at lave det exit, man har behov for.
Undervisning og kulturforandring blev hurtigt lige så vigtigt som selve teknologien. Vi uddanner alle, der bruger appen, i de her metoder. Og vi arbejder med skoler, virksomheder, festivaler og organisationer. For hvis vi bliver bedre til at hjælpe hinanden generelt, så opstår der forhåbentligt langt færre af den her slags situationer.
Når det handler om vold mod kvinder, taler man ofte om voldspyramiden. Øverst finder man de mest ekstreme tilfælde: voldtægt, grov vold og drab. Men de opstår meget sjældent ud af ingenting. Længere nede i pyramiden finder man chikane, grænseoverskridende adfærd og seksuelle krænkelser. Og helt nede i bunden ligger de ting, som mange af os næsten ikke lægger mærke til længere: fordomme, stereotype forestillinger om køn, sexistiske jokes og idéen om, at nogle mennesker har mere ret til at fylde end andre. Det er den nederste del af pyramiden, jeg er optaget af. For hvis vi siger fra på de små ting, kan vi forebygge at de større ting. Derfor handler all u me ikke kun om at hjælpe mennesker i en konkret situation. Det handler også om at skabe en kultur, hvor vi bliver bedre til at sige fra, hjælpe hinanden og udfordre de normer, der gør grænseoverskridende adfærd mulig i første omgang.
Derfor laver vi også aktivisme. For nylig lavede vi en happening på Nørreport, hvor vi med kridt skrev citater på gaden, som kvinder, minoriteter og LGBTQ+-personer faktisk er blevet mødt med i deres hverdag. Nogle stoppede op og fortalte, at de ikke kunne tro, at nogen kunne finde på at sige den slags. Men det er jo netop pointen. Vi oplever verden forskelligt. Hvis vi skal skabe forandring, bliver vi nødt til at forstå, hvordan andre mennesker oplever den. Først dér kan vi begynde at ændre kulturen. Hvis nogen oplever, at en dårlig joke bliver mødt med modstand, eller at en grænseoverskridende kommentar ikke bliver accepteret af omgivelserne, så kan vi være med til at stoppe noget, før det udvikler sig. Kulturforandringer starter ofte i de små situationer.
Desværre trykker folk langt sjældnere på alarmen, end jeg havde troet. Og det tror jeg, er kulturelt. Vi er vant til at klare os selv. "Det var jo ikke så slemt." "Jeg kom jo hjem." Den slags oplevelser er så normaliseret. Derfor siger vi hele tiden: Tryk nu på den. Der er lige nu over 5.000 mennesker på appen, som gerne vil hjælpe dig. De vil faktisk elske at kunne gøre noget. Bare sige: "Er du okay?" og anerkende, at du har stået i en lortesituation.
For mig har all u me aldrig kun handlet om Danmark, fordi problemet er globalt. Jeg har talt med organisationer som Plan International og Dansk Flygtningehjælp om, hvordan teknologien måske kan bruges i helt andre sammenhænge. I en flygtningelejr og i områder med høj vold mod kvinder. I lande, hvor løsningen skal se helt anderledes ud end herhjemme. Konteksten ændrer sig, men det gør behovet ikke. Derfor håber jeg også, at teknologien på sigt kan integreres i mange forskellige produkter og designes af lokale brands rundt omkring i verden. Mennesker og kulturer er forskellige, men ønsket om tryghed er universelt.
Det seneste år har lært mig meget. Jeg troede egentlig, at jeg skulle ud og skabe en teknologi. I virkeligheden har jeg fundet ud af, at teknologien kun er et redskab. Det er ikke teknologien, der løser problemet. Det er mennesker. Det er kultur. Og hvis vi kan få flere mennesker til at hjælpe hinanden, sige fra og tage ansvar for hinanden, så tror jeg faktisk, at vi kan flytte noget. Måske ikke fra den ene dag til den anden. Men lidt ad gangen. Og hvis jeg hver dag kan gøre bare ét menneskes liv tryggere, så er det hele indsatsen værd.
Find den originale artikel i det fysiske magasin!
