Smykke med alarm

Hver fjerde kvinde føler sig utryg i København: Derfor har Dorte skabt et smykke med skjult alarm

Dorte Knudsen har skabt et smykke, som gemmer på en skjult alarm. Den kan du bruge til at tilkalde hjælp, hvis du står i en situation, hvor du føler dig utryg og bange. Samtidig skal konceptet omkring smykket være med til at forebygge grænseoverskridende adfærd og klæde os alle på, så vi kan hjælpe andre.

- Skriv, når du er kommet hjem.
Den sætning er vi nok mange, som har sagt til vores døtre, søstre eller veninder, når de har skullet bevæge sig alene hjem i de mørke aften- eller nattetimer.

Sætningen dækker over en utryghed. En utryghed, for at der kan ske noget, når vi er alene. En utryghed, der i København særligt viser sig hos kvinder og unge mellem 15 og 29, hvor hver fjerde føler sig utryg i de sene timer.

Den utryghed har Dorte Knudsen sat sig for at gøre noget ved. Hun står bag
virksomheden all.u.me og har skabt et smykke, som gemmer på en lille alarm og har til formål at forebygge grænseoverskridende adfærd i det offentlige rum.

- Jeg tænkte, hvis jeg virkelig skal bruge resten af mit liv på det her, så skal det være noget, der faktisk løser problemet, siger hun. Står du i en situation, hvor du føler dig bange, trykker du tre gange på smykket, og så bliver der sendt besked ud til folk i nærheden, der kan komme dig til undsætning og hjælpe dig ud af situationen.

Sådan virker det

KøbenhavnLIV møder Dorte Knudsen i all.u.mes lokaler på Frederiksberg Allé. Her fortæller hun, hvordan ideen til smykket opstod, da hun undersøgte markedet for overfaldsalarmer.

- Der kom den ene grimme plastikdims efter den anden frem - nogle af dem hang på en konferencekæde. Det er der jo ikke en sjæl, der vil gå med, og så fungerer det jo ikke, siger Dorte Knudsen, der i stedet ville skabe noget smukt, som folk rent faktisk ville gå med.

Hun viser nogle af de forskellige armbånd og charms frem, som indtil videre indgår i kollektionen, mens hun forklarer, hvordan teknologien i smykkerne er koblet sammen med appen all.u.me.

I appen kan du enten registrere dig med dit smykke, eller du kan oprette dig som hjælper - en såkaldt 'backup'.

Når du aktiverer alarmen i dit smykke, giver appen besked til de 20 backups tættest på dig. De fem første, der accepterer at hjælpe, modtager information om din placering og et billede af dig, så de kan genkende dig, når de ankommer.

Sådan fungerer all.u.me

Smykket er koblet sammen med appen all.u.me, hvor man enten kan registrere sig med sit smykke, eller man kan oprette sig som hjælper, en såkaldt 'backup', 

Står du i en utryg situation, kan du tilkalde hjælp ved at trykke tre gange på dit smykke.

De 20 nærmeste bbackups modtager herefter dit kald om hjælp. De kan så vælge at acceptere eller afvise din anmodning.

De fem første, der accepterer at hjælpe, modtager information om din placering sammen med en rute hen til dig. De modtager også et billede af dig, så de kan genkende dig, når de ankommer.

Ønsker du at hjælpe en person, der befinder sig i en utryg situation, kan du oprette dig gratis som backup. Når du opretter dig, skal du gennemføre tre minutters undervisning i, hvordan du hjælper bedst på en tryg og sikker måde.

Smykket findes i øjeblikket i flere varianter som armbånd eller et charm, du kan sætte i din halskæde. Priserne ligger fra 600 til 900 kroner. For at kunne bruge smykket til at tilkalde hjælp fra andre personer, kræver det et abonnement. Prisen er 19 kroner om måneden. Har du ikke et abonnement, kan du stadig aktivere alarmen i dit smykke, men der gives ikke besked til backup. Du modtager i stedet et computerstyret opkald, som giver dig mulighed for at trække dig væk fra situationen.

I hvilke situationer skal man aktivere sit smykke?
- Det er ikke nødvendigvis, når der sker en voldtægt eller et overfald, det kan det godt være, men det kan lige så godt være, hvis du står i en samtale og bliver bange. For det er også, når du udsættes for chikane og ikke ved, hvad der sker, hvis du siger fra, siger Dorte Knudsen.

Skal forebygge alvorlige situationer
Men smykkets formål er ikke blot at fungere som en slags alarm.
- Det kan godt være, at du får hjælp med en overfaldsalarm, men det forhindrer ikke,
at overfaldet sker. Der er ikke noget forebyggende i en overfaldsalarm, og jeg vil
meget hellere arbejde med kulturen, der i dag betyder, at mange passivt ser til når de er vidne til grænseoverskridende adfærd.

Hovedformålet med all.u.me er derfor forebyggelse og at få folk til at handle, når de er vidne til, at et andet menneske bliver udsat for eksempelvis trusler eller chikane - ikke blot når et smykke aktiveres, men også generelt i hverdagen.

Så når du opretter dig som backup, skal du gennemføre en tre minutters træning i, hvordan du hjælper på en tryg og sikker måde - både for dig selv og personen, der har tilkaldt hjælp - så situationen ikke udvikler sig.
Hun kalder det 'de 5D'er', som hun har fundet inspiration til hos den amerikanske ngo Right To Be, der arbejder for at stoppe chikane.

De 5D'er

Distraher
Gå ind i samtalen uden direkte konfrontation. Lad som om du kender personen.

Deleger
Find en, du kan handle med eller for dig. Det kan være din kollega, en ven eller en, der går på gaden.

Dvæl
Vent med at gøre noget, til situationen er ovre. Vis din støtte og hør, om du kan hjælpe.

Dokumenter
Har du adgang til din telefon, kan du dokumentere situationen. Lad personen vælge, hvordan han eller
hun vil bruge det.

Direkte
Sig fra i en kort, men direkte konfrontation. Sig "stop" eller "det er ikke OK".

Når du som backup ankommer til stedet, kan du for eksempel distrahere ved at lade som, du kender personen, som har aktiveret sit smykke.

- Du trykker på dit smykke, og så kommer der en og siger 'hej, vi gik da i skole sammen, hvordan har du det?' Det giver dig mulighed for at forlade en utryg situation på en tryg måde, forklarer Dorte Knudsen.

Metoden 'deleger' kan du bruge, hvis du ikke selv er tryg ved at handle. Her leder du efter nogle, som kan træde til sammen med dig. Det kan for eksempel være personen, som står ved siden af dig, eller en lærer eller bartender.

Skal føle sig mere fri

All.u.me henvender sig ikke kun til kvinder eller unge. Intentionen er, at det skal kunne bruges af alle uanset alder og køn. I øjeblikket tester 100 københavnere i alderen 15-25 år produktet, og blandt testpersonerne er der ifølge Dorte Knudsen både mænd og kvinder.

Nogle vil måske tænke, at smykket er med til at sende et signal om, at verden er et utrygt sted, og at der er noget at være bange for. Hvad vil du sige til dem?

- Vi bruger sindssygt meget mental kapacitet på at undgå vold og chikane. Vi tænker over ting som, hvilken vej vi skal gå, om det er for mørkt til at løbe en tur, og hvilket tøj vi har på. Nogle gange går vi rundt med nøgler mellem fingrene eller lader som om, vi taler i telefon for at beskytte os selv, når vi er utrygge.

- Jeg vil gerne vende det om, all.u.me er et udtryk for, at ansvaret ligger hos os alle, og at folk skal føle sig frie og gøre lige, hvad de har lyst til. Smykket kan du have på hele tiden, også i badet, du kan have det med dig over alt, og det skal aldrig lades op. Du skal derfor tænke meget mindre på din utryghed end før.

Smykkerne forventes i handlen til foråret, men du kan allerede oprette dig som backup.

Læs den originale artikle

 

Back to blog

Leave a comment

Please note, comments need to be approved before they are published.